31. august 2022

Pladesmed skifter kofanger på bil

Her hos Skorstensgaard er vi begyndt at sætte fokus på miljøvenlige tiltag, der kan være med til at rykke samfundet i en grønnere retning. Vi er klar over, at vi som autoværksted genererer meget spild og affald, men det ved vi, at vi også kan drosle ned på – blandt andet ved at reparere beskadigede reservedele i stedet for at udskifte dem.

Hos Skorstensgaard er det vores vision at være den foretrukne værkstedskæde i den danske bilbranche. Men vi vil også hjertens gerne bidrage til samfundet og værne om miljøet dér, hvor vi kan. Og det har vi faktisk en stor ambition om, for vi er klar over, at vi befinder os i en branche, der genererer store mængder af miljøskadeligt affald, og hvor der samtidig kan opstå en masse, unødvendigt spild af reservedele, der ellers kunne være repareret og genanvendt.

Det gælder blandt andet plastkofangere, der har fået en skade, og som tusindvis af bilejere hvert år kommer til vores værksteder med for at få udskiftet. I autobranchen er det desværre sådan, at kofangere generelt bliver erstattet af en ny, når de eksempelvis har fået en større bule. Det er således de færreste kofangere, der bliver repareret, og ifølge forsikringsselskabet Tryg endte 30.000 plastkofangere fra deres danske bilkunder faktisk på forbrændingsanlæg i 2020. Det er ikke bæredygtigt.

 

Håndtering af kofangere skal foregå miljøvenligt

Sidste år har vi derfor i samarbejde med Tryg rullet et initiativ ud om at reducere antallet af plastkofangere, der går til forbrænding. Samarbejdet går ud på at reparere så mange kofangere som muligt. I 2021 reparerede vi i Skorstensgaard cirka 28% af alle de beskadigede plastkofangere, som blev indleveret på vores værksteder. Det er meget tæt på vores mål for 2022 om at reparere 35% af alle indleverede plastkofangere, og det er vores hensigt at reparere endnu flere i fremtiden.

Det er en meget positiv udvikling, hvad angår genanvendelse. Samtidig er det positivt i forhold til at mindske fodaftrykket på Jordens naturlige ressourcer, da reparation i stedet for udskiftning også betyder, at CO2-udledningen mindskes, i og med produktionen og distributionen af nye kofangere bliver minimeret.

 

Grønne tiltag i fokus hos Skorstensgaard

Hos Skorstensgaard vil vi gerne bidrage til en grønnere verden. Derfor arbejder vi målrettet med at skabe miljørigtige og grønne løsninger inden for værkstedsbranchen.

- Vi befinder os i en branche, hvor mulighederne for mere cirkularitet og ansvarligt forbrug er mange, og hos Skorstensgaard ser vi det som vores pligt at gribe dem. I tråd med tiltaget om reparation af plastkofangere har vi derfor indgået en aftale med Repair2Care, hvor vi har fået agenturet af et mere miljøvenligt koncept, som gør det muligt at reparere og spotlakere mindre skader on-site på vores værksteder. Med det nye koncept sparer vi blandt andet på CO2’en, som bliver udledt under transporten til og fra et eksternt værksted. Lige nu tilbyder vi kun spotlakering på vores værksted i Odense. Men det er planen, at det skal implementeres i flere af de 23 resterende værksteder, vi har landet over, i løbet af efteråret og i 2023, fortæller Anders Skorstensgaard.

 

FN’s 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling

Tiltaget er samtidig et led i vores arbejde med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor vi arbejder strategisk med verdensmål nr. 12 om Ansvarligt forbrug og produktion. Verdensmål nr. 12 kræver blandt andet, at fodaftrykket på naturen bliver reduceret alle steder i verden – og hurtigst muligt. Det gør vi bedst ved at ændre den måde, vi producerer og forbruger på, og det kræver en innovativ tilgang. Det, at vi hos Skorstensgaard er begyndt at reparere plastkofangere i større omfang, er derfor et vigtigt skridt på vores vej mod at blive et mere miljørigtigt værksted.

Læs mere om Skorstensgaards miljøtiltag her.