Går du og overvejer, om din næste bil skal være en elbil, så giver denne artikel dig et overblik over forskellene i forhold til konventionelle biler.
Har du bare en smule omtanke for miljøet og fremtiden er det nemt at argumentere sig frem til at det rette valg er en elbil. Vi vil dog gerne sikre os, at du træffer dit valg på fakta, mindst lige så meget som du baserer det på følelser.
Hvor mange elbiler er der i Danmark?
Det nøjagtige tal kan vi naturligvis ikke give dig, men vi kan fortælle så meget, at tallet er støt stigende. På trods af at coronaen kom og stak en kæp i hjulet på samfundet, har 2020 været et rekordår for salget af elbiler.
Salget af elbiler i januar 2020 – altså før coronaen – var 80% højere end i januar 2019. I måneden efter var forskellen et godt tykke over 100%. I februar 2020 blev der indregistreret 495 elbiler mod 218 i samme måned året før.
Disse tal gælder alene for 100% eldrevne biler. Dertil kommer væksten i salget af hybrider og PHEV’er.
Lad os få begreberne på plads:
En elbil 100% drevet af el.
En hybrid bil kører på benzin og lidt strøm. Overskydende energi, fra fx opbremsninger, omdannes til strøm, der lagres i et batteri. Når batteriet er fuldt, kan bilen køre på ren el på korte ture ved lav fart, for eksempel bykørsel. Batteriet har dog kun strøm til ganske få kilometer.
En PHEV kører på både el og benzin. PHEV står for Plug-In Hybrid Vehicle. Oversat til dansk: En hybrid bil, der kører på både strøm og benzin, men som du kan ”plugge in” i stikkontakten og lade batteriet. Der kan altså tankes strøm i væsentligt større mængder end en ren hybridbil, og teknologien i bilen gør, at bilen selv veksler mellem henholdsvis strøm og benzin, og de to systemer supplerer hinanden.
Hvor lang rækkevidde har en elbil?
En af de vigtigste forskelle fra en benzinbil til en elbil er rækkevidden.
Kører du fra Skagen i en konventionel bil, selv med en mindre motor, kan du nå et godt stykke ned af 7’eren i Tyskland, før du skal ind på en tankstelle og fylde op. Kører du fra Skagen i en elbil er det lidt anderledes.
Der er stor forskel på elbilers rækkevidde. Har du valgt en SEAT Mii Electric, skal du ind og tanke strøm mellem Århus og Horsens. Flottede du dig og købte en Audi E-Tron i standardudgaven, ville du nå til grænsen. Så kan du meget praktisk handle i Fleggaard mens bilen lader op.
Har du valgt den pt mest populære elbil, Hyundai Kona Electric – modellen med den lange rækkevidde – kan du, hvis du økonomiserer lidt og kører pænt, nå ned til outletten i Neumünster før du skal tanke strøm.
Her bliver du så overhalet af din nabo som købte en Tesla S. Han skal først tanke et godt stykke syd for Hamborg.
Elbilers køreegenskaber
Hvis udgangspunktet er, at din bil skal bringe dig fra A til B, så er der ikke den store forskel på elbilers køreegenskaber i forhold til konventionelle biler, ud over rækkevidden selvfølgelig. Vælger du en elbil med en rimelig stærk motor, vil du – hvis du er et legebarn – nok synes det i nogle tilfælde kan være sjovere at køre en elbil.
Man har regnet på det, og knap 90% af Danmarks befolkning kan dække deres kørselsbehov med en elbil. Der er altså en ret stor sandsynlighed for, at det kan du også.
Fordele og ulemper ved elbiler
Udviklingen af elbiler er stadig i rivende udvikling, og vi har endnu ikke set det fulde potentiale. Derfor er dét at vælge en elbil fremfor en konventionel bil stadig noget der overvejes.
Derfor har vi listet fordele og ulemper ved elbiler, særligt set i forhold til alternativet: En benzinbil
Elbil vs. Benzinbil
Det mest klimavenlige valg
Det diskuteres fortsat hvilken af de to biltyper, der er det mest klimavenlige valg, og kritikere fremlægger det argument, at der skal køres rigtigt mange kilometer i en elbil, før den er mere klimavenlig end benzinbilen.
Magasinet Videnskab.dk har talt med forskellige forskere på området omkring elbiler, og alle er enige om, at der er plads til forbedringer på elbilen. De er også enige om, at kigger man på bilens samlede levetid – elbil vs. Benzinbil – så er elbilen det mest klimavenlige valg.
Det er naturligvis vigtigt at understrege, at den strøm, der anvendes til at oplade elbilen i høj grad spiller ind i forhold til klimavenlighed. Jo større en andel af strømmen, der kommer fra grøn energi, jo mere klimavenlig bliver elbilen set i forhold til benzinbilen.
Hvad er billigst?
Er der andet at spare end CO2 når man køber en elbil? Det er der faktisk, viser en større undersøgelse foretaget af danske FDM.
Her har man kigget på alle de omkostninger, der er forbundet med at eje en bil, og prisen per kilometer ved et samlet antal kilometer på 100.000 over 5 år fordeler sig således:
- Benzin/dieselbil: 4,13 kroner per kilometer
- Plug-In Hybrid: 3,73 kroner per kilometer
- Elbil: 3,53 kroner per kilometer.
En spændende fremtid
Ingen tvivl om, at der kommer til at ske store forandringer på området omkring elbiler over de næste år. Ikke bare omkring selve bilen, men også i forhold til, hvordan bilen og i særdeleshed bilens batteri, kan genanvendes. Én ting er dog sikkert: Interessen for at køre grønnere er markant stigende her i Danmark, og udvalget af interessante biler i segmentet udvikler sig lynhurtigt.
Spørg dit værksted om mulighederne for netop din bil