Hvis du oplever, at din bil føles eller reagerer anderledes, når du træder på bremsen, så kan det være et tegn på bremseproblemer. Vi har i denne artikel samlet en lang række af de typiske symptomer, som opleves i forbindelse med de forskellige udfordringer, som kan opstå gennem bilens levetid med bremserne.
En bil er – i hvert fald de fleste tilfælde – en brugsgenstand, og vil derfor med tiden få brugsspor og behov for fornyelse og reparationer. Herunder bremserne. Derfor oplever vi også ofte, at kunder kommer i værkstedet og forklarer at ”bremserne siger […indsæt valgfri lyd]. Hvad kan det være?”
Bilens bremsesystem – kort fortalt
Af sikkerhedsmæssige årsager har bilen to bremsesystemer, som fungerer uafhængigt af hinanden. Driftsbremsen er fodbremsen og parkeringsbremsen er håndbremsen. I denne artikel fokuserer vi primært på driftsbremsen.
Når du træder på bremsepedalen, føres væske ud gennem rør og slanger til en ”klemme” – også kaldet kaliberen -, som trykker sammen om den bremseskive, der sidder bagved hjulet. Friktionen får hjulets omdrejninger til at decelerere. Både kaliberen og skiven er af metal, så du kan sikkert levende forestille dig lyden af metal mod metal. Den hører du ikke, fordi der på indersiden af kaliberen sidder bremseklodser lavet af et materiale, der bedre kan gribe fat i metallet, og ikke støjer, når den presses imod skiven og derfor skabe en større friktion og dermed bremseevne.
Nogle biler har tromlebremser. Her fungerer bremsen omvendt, hvor bremsebakkerne presses ud mod indersiden af tromlen, for på den måde at tage farten af hjulene. Bilens bremser er med andre ord en væsentlig sliddel. Når du oplever bremseproblemer, vil det derfor ofte være et tegn på, at enten klodser, kaliber eller skive skal skiftes ud.
Seks tegn på slidte bremser
1) Bremser larmer
- Skurrende lyd fra bremser
Den skurrende lyd kan have flere årsager, bl.a. rust. Hvis dette er tilfældet, kan du prøve at bremse nogle gange. Så skulle lyden gerne forsvinde. Gør den ikke det, kan årsagen være at dine bremseskiver eller klodser er slidt op, og så er der kun én vej: Til værkstedet. - Bremserne hviner
Hvis dine bremser hviner, så kan det betyde 3 ting; at de ikke er blevet kørt nok, at de er blevet kørt for hårdt eller at der er en fejl i bremseklodsen. Uanset bør du lade dit værksted tjekke det, men det er ikke farligt for kørslen.
2) Bremser bliver varme
Bremser bliver helt naturligt varme, når der opstår friktion mellem klodser og skive. De må dog ikke blive for varme, og slet ikke hvis du ikke umiddelbart forinden har brugt bremserne mere end normalt. Oplever du, at bremserne bliver unaturligt varme, er det med stor sandsynlighed fordi de hænger i bremserne, det kan enten være fordi de trænger til at blive renset eller fordi kaliberen hænger og skal skiftes.
3) Bremser hænger fast
Når bremserne hænger fast kan det føles som om at bilen af sig selv pludselig bremser lidt ekstra hårdt når du har bremset ned i fart. Du vil også kunne opleve, at hvis du slipper bremsepedalen, så triller bilen ikke, heller ikke selvom du holder på en let bakke. Det er bremsekaliberen eller klodserne der hænger fast. Den slipper simpelt hen ikke sit greb om skiven.
4) Bremser sidder fast
Hvis din bil har været parkeret kan du, hvis du har slidte eller dårligt vedligeholdte bremser, opleve, at bremsen sidder fast. Det er typisk rust eller tegn på at klodser eller skive skal udskiftes. Problemet kan også skyldes det samme som ovenfor, nemlig at bremsekaliberen sidder fast om bremseskiven, enten fordi den ikke er smurt ordentligt, eller fordi den er snavset til.
5) Bremsepedal går i bund
Bremsepedalen må kun kunne trædes halvt ned. Hvis du kan træde pedalen næsten ned eller helt i bund, så mangler din bil bremsevæske. Du må ikke køre i din bil, hvis den mangler bremsevæske i en sådan grad, at du kan træde pedalen næsten i bund. Der er højst sandsynligt en utæthed i bremsesystemet som gør at bremsevæsken siver ud, det skal repareres på dit værksted inden du kan køre i bilen igen.
6) Bilen trækker skævt
Hvis du oplever at bilen trækker til en side, når du bremser, kan det skyldes flere ting. Typisk er det dog et tegn på, at bremserne hænger i den ene side, så klodserne ikke trykker så hårdt om skiven, som i den anden side. Så kan det føles som om at bilen sejler, når du bremser.
Problemet kan også skyldes, at det hydrauliske system, der styrer bremsekaliberen, ikke fungerer som det skal. Det kan være, at der ikke kommer tilstrækkeligt bremsevæske ud til en af bremserne, eller at der er luft i systemet.
Få et tilbud på bremseeftersyn